Kort afslører LTE-dækning i Danmarks fire største byer
Det er nu muligt at se, hvor de eksisterende og de planlagt LTE-master kommer til at stå. Mastedatabasen.dk, der vedligeholdes af IT- og Telestyrelsen, har netop opdateret kortet med placeringen af LTE-master, og umiddelbart er det tydeligt, at masterne er på plads i bykernerne i landets fire største byer, København, Århus, Aalborg og Odense. Det er også omkring disse byers centrum, at der allerede på nuværende tidspunkt er planlagt den største udvidelse af LTE-nettet.
Derimod er det småt med indikationer af, hvornår de næste byer kommer på. Kun TDC har på nuværende tidspunkt oplysninger om kommende masteplaceringer i mastedatabasen, der ligger uden for de fire nuværende byer. Det drejer sig om masteplaceringer i henholdsvis Kolding og Esbjerg.
»Vi har allerede planlagt dækning af langt flere byer, end det fremgår af kortet, og allerede i løbet af første kvartal, vil vi se en større dækning. Men det er vigtigt, at det ikke kun er et spørgsmål om 4G-dækning i de større byer, for vi udbygger løbende vores 3G-dækning, så vi samlet set kan give kunderne en højere hastighed, og i og med, at der er tale om en delt ressource, så vil der være steder i Danmark, hvor der slet ikke vil være behov for en 4G-dækning, for der er simpelt hen ikke nok brugere til den,« siger kommunikationsmedarbejder i TDC Rasmus Avnskjold til elektronikbranchen.dk.
Telia, der er den anden 4G-spiller på det danske marked, kan på nuværende tidspunkt ikke afsløre nærmere om de konkrete planer for udbygningen, men planlægningschef for radionetværket i Telia Ole Hauris Sørensen lover, at den kommer.
»Vi kommer til at se en voldsom udbygning af 4G-nettet. Allerede i 2011 vil vi have udendørsdækning til 75 procent af den danske befolkning. Og vi vil også se en udbygning, der ikke kun omfatter de store byer, men som kommer bredere ud,« siger han.
Professor på Aalborg Universitet Preben Mogensen følger udviklingen inden for 4G/LTE tæt, og efter hans opfattelse stemmer udviklingen meget godt overens med efterspørgslen.
»Endnu er prisen på 4G-dongles forholdsvis høje, så det er kun rigtige superbrugere, der vil have det behov på nuværende tidspunkt. Man kunne selvfølgelig altid ønske at tingene gik hurtigere, men teleselskabernes planer er nok meget realistiske,« siger han.
Preben Mogensen kan dog godt undre sig over, at mobilselskaberne vælger bykerner, hvor der bor færrest som de steder, hvor de primært skaber dækning.
»Alle vores undersøgelser viser, at brugen af det mobile bredbånd peaker om aftenen, og det tyder på, at mange har mobilt bredbånd som deres private bredbåndsforbindelse – og det er i øvrigt det samme billede, som vi ser på tværs af Europa,« siger han.
LTE-master i københavnsområdet ultimo 2010 (opførte og planlagte)

