Den lille webserver kan som udgangspunkt installeres i selv helt små enheder som et høreapparat, fordi serveren stiller relativt beskedne krav til den fysiske plads. (Foto: Nabto)
 
Printervenlig versionSend til en ven

Gigantkunder i kø foran Nabto

Selv meget store virksomheder er begyndt at indbygge Nabtos ultralille webserver i deres elektroniske produkter. Nu har Sony meldt sin ankomst.

af Torben R. Simonsen trs@ing.dk Mandag, 29. August 2011 - 7:07

Med en webserver indbygget i et elektronisk produkt kan styringen pludselig gøres meget nemmere og hurtigere. Samtidig kan produktionsprisen for de færdige varer reduceres betydeligt, og det er de ved at finde ud af i selv meget store virksomheder.

Senest har selskabet fået en henvendelse fra selveste Sony:

»En dag dumpede der en mail ind fra Sony i USA, der ville høre nærmere om vores teknologi. For at være ærlig, så troede jeg, det var en spøg, men den var god nok, og nu har vi holdt en lang række møder med mange forskellige af Sonys vertikaler, der alle vil høre, hvordan de kan anvende vores teknologi i deres produkter,« siger salgsdirektør i Nabto Karsten Viuf til elektronikbranchen.dk.

Nabto i Aarhus har patenteret en webserver, der ikke fylder mere en 953 bytes – mindre en 1kb – og teknologien har i dag fundet vej til så forskellige ting som nyhedstjeneste, varmestyring, overvågning af invertere og produkter, der forhindrer tænderskæren. Fælles for projekterne er, at de udnytter, at det ikke er nødvendigt at indbygge betjeningsdelen i selve apparatet, men blot skal have en netopkobling, så kan styringen i princippet foregå hvorsomhelst.

Honeywell og Danfoss i kundekartoteket
Blandt de andre meget store kunder, som Nabto har fået foden inden for hos, er amerikanske Honeywell, der har 122.000 ansatte verden over og producerer apparater og systemer til så forskellige områder som flyindustri, sundhedssektoren og inden for almindelige husholdningsmaskiner. Sammen med Nabto er selskabet i gang med et projekt for Svendborg Kommune, hvor varmestyringen i kommunens bygninger kan monitoreres og styres over nettet.

En anden gigant er Danfoss, hvor Nabto leverer overvågning til de invertere, der skal omforme jævnstrøm produceret af solcelleanlæg til vekselstrøm. Ved anvendelse af Nabtos teknologi er det muligt for Danfoss at tilbyde overvågning af inverterne til en brøkdel af det, som det ville koste, hvis hver enkelt inverter skulle udstyres med en overvågningsenhed.

Også Velux anvender Nabtos teknologi i varmestyring. Det sker i datterselskabet WindowMaster, hvor Nabtos miniwebserver hjælper med central varmestyring via ovenlysvinduer.

Pointen med at indbygge en webserver i for eksempel et køleskab er, at det bliver muligt for en tekniker eksempelvis at fjernaflæse dataloggen for køleskabet, hvis det nu ikke længere køler, som det skal. På samme måde vil en læge kunne fjernaflæse patientens blodtrykmåler via nettet, uden at han eller hun behøver at forlade hjemmet.

»De kunder, vi går efter, har en lang designfase, og vi holder mange møder, før de beslutter sig for, hvilken retning de vil gå. Vi har to typer af kunder. Der er de teknologiførende, der gerne vil være teknologisk foran, og så er der de sidste 90 procent, der siger "for pokker – nu kan alle vores konkurrenter noget, som vi ikke kan", og så kan det kun gå for langsomt,« siger Karsten Viuf.

Selv om det er store virksomheder, sælger Karsten Viuf ikke skindet, før bjørnen er solgt.

»Sony har jo ikke købt noget endnu, og skal vores teknologi i nogle af deres produkter inden for eksempelvis medical, så kan det tage adskillige år,« siger han.

Han kan dog godt forestille sig, at der inden for overvågningskameraer og lydsystemer kan komme Nabto-baserede elektronikprodukter på markedet tidligere.

Salgsdirektøren mener også, at det 15 mand store selskab sagtens kan tale med de helt store.

»Ud over at vi er små, så er vores finansielle position meget stærk, og vi har to vigtige patenter. Og så har stifteren af denne virksomhed (Carsten Gregersen, red) gjort det fem gange før og er ekstremt dygtig på det tekniske, så jeg synes, at vi er godt rustede. Så selv om Sony er ti tusinde gange så store som os, så kan det jo godt være, at vi har ramt en lille guldåre og fundet noget, som de synes er interessant,« siger Karsten Viuf.