Fra FPGA til ASIC med tryk på en knap
Israelske KaiSemi har netop annonceret et nyt, avanceret værktøj, der automatisk kan konvertere FPGA’er til ASIC.
FPGA’er anvendes typisk til prototyper og mindre serieproduktion, da de er fleksible og programmerbare, men til gengæld meget dyrere end ASIC, der er maskeprogrammerede.
Hidtil har det krævet dygtige designere at konvertere en FPGA til en ASIC, men KaiSemi skriver i en pressemeddelelse, at firmaets Zero NRE-værktøj (Non Recurring Engineering) kan konvertere i et enkelt trin ved blot et enkelt tryk på en knap.
KaiSemi er en fabless halvlederproducent, der lever af at fremstille kundespecifikke design.
Foruden Zero NRE har KaiSemi også en lang række andre værktøjer, der kan konvertere fra en ASIC-type til en anden, samt samle flere forskellig ASIC på et enkelt stykke silicium, således at produktions- og designomkostningerne minimeres.
Ifølge pressemeddelelsen er KaiSemi det eneste firma, der kan levere en fuldautomatisk løsning til konvertering.
