Den ladestandard, som Cleancharge følger i sine ladestandere, bakkes ifølge direktør Nils T. Dullum op af hele den tyske bilindustri samt indtil videre også Renault. (Foto: Cleancharge)
 
Printervenlig versionSend til en ven

Cleancharge: Vi kommer med den nye ladestandard

Der er ikke plads til proprietære systemer som Better Places, når det gælder opladning af elbiler, mener manden bag udfordreren Cleancharge, Nils T. Dullum.

af Torben R. Simonsen trs@ing.dk Onsdag, 26. Januar 2011 - 15:51

Det danske elladeselskab Cleancharge er træt af at blive spillet ud mod den højt profilerede konkurrent Better Place, der med masser af kapital i ryggen vil opbygge en infrastruktur med batteriskiftestationer. Ikke mindst fordi Cleancharge repræsenterer en ladestandard, der har vundet udbredelse i Europa.

»De standarder, vi bringer til markedet sammen med Mercedes-Benz-elbiler, og som bakkes op af hele den tyske bilindustri samt indtil videre også Renault, er vi, når det gælder kommunikation og stik til elbiler samt ladefaciliteter, de første til at komme med i Danmark. Better Place er ikke klar med disse endnu, og det er her, de er kommet bagud – fra at have ledt markedet for opladning af elbiler,« direktør for Cleancharge Nils T. Dullum.

Efter hans opfattelse er tidspunktet nu passeret for snak om konkurrence mellem de forskellige systemer.

»Better Place er tvunget til at komme med ladestandere, der passer til samme åbne standarder for at kunne lade Renaults elbiler op, hvor der ikke findes en 12 millioner kroners batteriskiftestation. De har reelt spildt hele deres udvikling med et proprietært ladesystem, som de nu har måtte skrotte for at komme med på de åbne standarder for kommunikation og stik til opladning i det offentlige byrum i Europa,« siger Nils T. Dullum.

Efter direktørens opfattelse er det langt vigtigere at fokusere på, hvordan det intelligente elnet kommer i spil.

»Dette perspektiv er interessant også for el-selskaberne i Danmark, der skal forholde sig til elbilerne nu og ikke mindst på sigt. Med den samme platform til opladning, kommunikation og tilsvarende på stiksiden er der rent faktisk skabt et fælles fundament for elbiler og opladning i Europa. Dette skal vi støtte op om i Danmark og tage til os som de officielle standarder i Europa,« siger han.